Afslutningsturnering i godt vejr

Midtfyns Golfklubs afslutningsturnering skulle være holdt søndag den 2. oktober, men blev skubbet en uge på grund af for ringe tilslutning og dårlig vejrudsigt.
Søndag den 9. oktober blev den så afviklet i fint vejr og med rimelig tilslutning, 50 deltagere. Spillerne var delt op i tre grupper efter handicap, men spillede sammen på tværs af grupperne.
Der var fine vin-præmier fra turneringens sponsor, Møllegaardens Vinimport ved Niels Henrik Baade, der havde været endog meget large med præmierne, så der var vin-præmier til de seks bedste i hver gruppe – i den gruppe, hvor han selv spillede, det er gruppe C og her opnåede en fjerdeplads, var der så også præmie til nr. syv, da han ikke selv ønskede at modtage en ellers fortjent præmie. Så der var mange, der kunne gå hjem med nogle flasker vin af høj kvalitet.

Sten Lunde med de mange gode præmier.

Erik Jeppesen hjalp med at dele præmier ud.

Scores var rimeligt pæne. Gruppe A, for dem med handicap op til 20, blev vundet af Michael Le-Kure med 36 point skarpt forfulgt af vores chefgreenkeeper, Tony Jensen, med 35 point. Det skal jo lige nævnes, at han spiller i plus-handicap.
Anden gruppe blev vundet af Ivan Krehn Hiranil Nielsen med 41 point med Thomas Jensen som nr. to med 39 point. Gruppe C blev vundet af Jørgen Kiel med 42 point med Anne Grethe Hansen på andenpladsen med 34 point. Ud over præmierne til de bedste var der også en klappræmie i hver gruppe.
Sten Lunde stod traditionen tro for turneringens afvikling og stod også for uddelingen af præmier assisteret af Erik Jeppesen. På billederne kan du se nogle af vinderne.

Om Møllegaardens Vinimport

Sten Lunde sagde tak til Møllegaardens Vinimport, der fik et fortjent bifald for de flotte præmier. Desværre kunne Niels Henrik Baade ikke selv stå for uddeling af præmier, da han lige efter endt match måtte skynde sig videre til en vinsmagning, han stod for.
Du finder Møllegaardens Vinimport på adressen Søndre Højrupvejen 28, 5750 Ringe, og du kan besøge firmaets hjemmeside her https://mg-vin.dk/
Møllegaardens Vinimport har kun vine fra egne leverandører som ellers ikke er til salg i Danmark, så et besøg i butikken, hvor vi altid har smagsprøver på ønskede vine, er en oplevelse. Baade holder jævnligt vinsmagninger i butikken i Sdr. Højrup og en del private smagninger hjemme hos kunderne.
2-3 gange om året er han på rekognisering rundt i Europa, så der vil, foruden det faste sortiment, altid være friske nyheder på lager.
Møllegaardens Vinimport er en af klubbens trofaste sponsorer. Så støt vores sponsorer, for de støtter os.