DM en succes

Tony Jensen

Sjældent har man i golfklubben hørt så megen rosende omtale, som der blev uddelt ved afslutningen på det netop overståede DM for seniorer, veteraner og superveteraner.
DGU repræsenteret ved formanden, turneringsledelse og dommere roste meget hele arrangementet, samarbejdet med klubben forud, og afviklingen. Og alle fremhævede de mange frivillige og den stemning de var med til at skabe om arrangementet.
Også de vindende spillere fremhævede i deres taler hele arrangementet som fantastisk.
Dette må være den bedste PR klubben og banen kan få.
Det var også et meget flot “set up” som udvalget havde lavet. Udvidet parkering, flagallé, telte, ølvogn, campingvogn til turnerings kontor, pavilioner til skygge både til starterne og ved mange af bordene hvor der ikke var parasoller. Det meget varme vejr, gav også udfordring, Ringe og omegn blev støvsuget for vand i flasker, som endog blev sat ud i diverse depoter så ingen skulle gå ned på mangel på noget at drikke.
Turneringerne blev afviklet uden problemer. Af Midtfyns 4 deltagere måtte de 3, Jan, Steen og Søren give sig til “cuttet” og kun Tony som der også var størst forhåbning til klarede sig igennem til finalerunden søndag.
Tony var med i førerbolden, og der var mange af de lokale golfspillere der fulgte med, så mange at DGU´s formand senere sagde at der ikke var mange amatørmesterskaber selv i meget større klubber som kunne matche det. Men det var jo “Tony effekten” han havde glemt.
Det blev en spændende finale som først blev afgjort på 18 hul hvor Tony skulle hente 2 slag på Klaus Skeem, det lykkedes kun at hente det ene, så Tony måtte nøjes med sølv medalje.