Loader
formanden

Leif Hagelskjær

Klik her for at se alle dokumenter fra generalforsamlingen i pdf-format

Bestyrelsens beretning for året 2020 i Midtfyns Golfklub ved formanden:
Kære medlemmer af Midtfyns Golfklub

2020 har i sandhed været et specielt år. Det gælder helt generelt, og også her i Midtfyns Golfklub. Bestyrel-sens beretning for året vil naturligvis bære præg af Corona-krisen, og hvad den har betydet for golfklubben, men der vil også blive plads til andre emner undervejs.
En golfklub er en alsidig størrelse med mange interesser og mange personer involveret. Det vil nok være umuligt at komme rundt om det hele, så jeg vil forsøge at komme ind på de forhold som bestyrelsen anser for at være de vigtigste for klubbens drift og udvikling.

Organisationen i Midtfyns Golfklub

I Midtfyns Golfklub har vi ikke færre end ti udvalg, der i samarbejde med bestyrelsen skal stå for drift og udvikling af klubben. Princippet er, at alle udvalg har en repræsentant fra bestyrelsen med, således at der kan refereres på første hånd om hvad der foregår i de enkelte udvalg. Formanden for det enkelte udvalg udpeges af bestyrelsen, og kan være bestyrelsesrepræsentanten, men er det ikke nødvendigvis.
Det er vigtigt, at vores udvalg har både kompetencer og beføjelser til at udføre arbejdet. Kompetencer, fordi det naturligvis øger mulighederne for at opgaverne løses på et højt niveau, og beføjelserne, fordi det er afgørende for motivationen hos frivillige at de bliver taget alvorligt, og rent faktisk har indflydelse på det de arbejder med. Det ligger os meget på sinde, og derfor kan det godt forekomme at vi henviser til et udvalg når I kommer til bestyrelsen med en eller anden problematik. Det er ikke fordi vi ikke vil tage os af det i bestyrelsen, men fordi det netop er vigtigt at lade de relevante udvalg tage sig af det, og kun bringe det ind i bestyrelsen hvis udvalget vurderer, at der er behov for det.
Vi har i år genoprettet vores Juniorudvalg, da vi heldigvis har fået en lille ungdomsafdeling, som vi rigtig gerne vil udvide og udvikle. Lars Dall-Hansen er formand, og har god hjælp fra Morten Henriksen, Rasmus Andersen og Anny Hessellund.
Efter initiativ fra Juniorudvalget har vi opsat udslagsnet i klubhuset, og vi forventer at det bliver stående så længe forsamlingsforbuddet alligevel forhindrer os i at samles ret mange i klubhuset. Udslagsnettet kan så-dan set benyttes frit, men golfsimulatoren vil vi lave en ordning for, således at man kan melde sig til at bruge det. Det kommer der mere om i et nyhedsbrev snarest.

Klubberne-i-klubben

En anden del af organisationen i klubben er klubberne-i-klubben. Vi har i Midtfyns Golfklub et godt socialt liv på tværs af aldersgrupper og sportsligt niveau, og det er noget som vi skal værne om. Klubberne-i-klub-ben er samlingspunkter for mange af vores medlemmers sportslige og sociale aktiviteter. Ud over de tradi-tionelle klubber-i-klubben som Mandag Morgen, Tirsdagsdamerne og Torsdagsherrerne, har vi også klub-ber-i-klubben, som henvender sig til en bredere skare af medlemmer. Kaninklubben spiller om onsdagen, og deltagerne er begyndere samt mere erfarne medlemmer, som deler ud af deres golfmæssige kunnen undervejs. Par match klubben spiller om eftermiddagen, sidste fredag i hver måned i sommerhalvåret.

Vintergolfen om lørdagen samler mange medlemmer til frisk luft og motion i den mørke tid. Normalt har det været sådan, at man møder op på et givet tidspunkt, og der trækkes lod om hvem der spiller sammen – en fremgangsmåde, som for det første er godt for integrationen af nye medlemmer, og for det andet giver vores medlemmer en god mulighed for at lære mange af klubbens medlemmer nærmere at kende. I år har det på grund af Corona dog været nødvendigt at ændre på det, så flere af klubberne-i-klubben har lavet tilmelding i Golfbox, så der har kunnet laves løbende start, og dermed overholdt Corona-reglerne.
Vi kommer forhåbentlig tilbage til en mere normal hverdag i løbet af 2021, så vi kan bevare det stærke fæl-lesskab som klubberne-i-klubben er med til at skabe.

Banen

Banen er klubbens vigtigste aktiv, da vi hverken har restaurant eller lejligheder til udlejning eller andre akti-viteter, som kan skaffe os indtægter. Banens stand er derfor afgørende for både medlemsrekruttering og tiltrækning af greenfeegæster.
Efteråret og vinteren var ekstrem våd og i korte perioder var vi nødsaget til at lukke for spil, men ellers har den været i god stand hele sæsonen, bortset fra nogle af teestederne, som i en tør periode i foråret ikke fik den mængde vand de skulle bruge, men det er der blevet rettet op på.
I bestyrelsen er vi af den opfattelse at banen står meget flot, og det har vi da også fået bekræftet mange gange i løbet af sæsonen, ikke mindst under DM for seniorer i august, hvor deltagerne roste banen i høje toner.
I begyndelsen af året fik vi en henvendelse fra kommunen som i samarbejde med bl.a. gymnasiet gerne ville hjælpe os med at få plantet nogle flere træer på udvalgte steder på banen. Det var vi meget lydhøre overfor og baneudvalgsformanden var med til møder hvor det blev planlagt. Så kom Corona, og det virker som de på kommunen helt har glemt projektet, trods flere forespørgsler. Vi ønsker fortsat at få plantet noget mere, så hvis nogen har interesse i det arbejde, vil vi gerne oprette et beplantningsudvalg.
I februar måned havde vi i bestyrelsen en dag med fokus på den langsigtede udvikling af klubben, og der drøftede vi hvilke områder vi gerne vil prioritere. Vi blev bl.a. enige om, at vi vil prioritere udvikling af banen og vores træningsfaciliteter højt, og hvis det ikke var for Corona, så ville det allerede være påbegyndt i år, men usikkerheden som Corona medførte, har betydet en udsættelse af de planer. I forbindelse med budget-tet for 2021, vil vi dog gerne vende tilbage til udviklingsplanerne.
Som det nok er de fleste bekendt, havde vi besøg af DGU i august for en gen-rating af vores bane. Vi har fået resultatet, og det betyder, at de fleste spillere får et ekstra slag på vores bane. I samme ombæring er handi-capnøglerne vurderet, og det har medført lidt ændringer. Begge dele gennemføres med virkning fra 1. januar 2021.

DM for seniorer, veteraner og superveteraner

I august var vi værter for DM for seniorer, veteraner og superveteraner. Arrangementet var naturligvis en stor mundfuld for vores klub, da der deltog omkring 160 elitegolfspillere fra hele landet. Det gik over al forventning og vi fik mange rosende ord med på vejen, både for banens stand og for afvikling af arrange-mentet, og jeg vil gerne her sende en kæmpestor tak til alle der bidrog hertil.

Siden september 2019 har vi haft to fuldtidsansatte greenkeepere. Det er ikke mange, men når det er af den kaliber, som dem vi har, og med den hjælp de får fra de frivillige, så går det faktisk ganske godt med at holde banen i god stand.

Begge greenkeepere har stort fokus på pasning og vedligeholdelse af maskinparken, og det kan også i år ses på regnskabet.
Medlemsudvikling og medlemsrekruttering
Det er en vedvarende og vanskelig opgave at øge medlemstallet, og på landsplan er antallet af medlemmer steget i år til en rekord på næsten 155.000 aktive golfspillere. Det er en stigning på 4,2 procent i forhold til 2019. I Midtfyns Golfklub er medlemstallet i samme periode steget fra 344 til 360, svarende til en stigning på 4,7 procent, dvs. det samme som på landsplan.
Denne udvikling er vel at mærke sket på trods af at vi ikke kunne afholde Golfens dag i april, men først i juni måned, og at den rekrutteringsindsats vi havde planlagt i foråret, blev spoleret af Corona.
Vi vil gerne fortsætte med vores model med træning, regeltimer, begynderspil og begynder-turneringer samt mentorordningen, men vi har behov for ekstra kræfter til at løfte opgaven. Derfor har vi i bestyrelsen et ønske om enten at etablere et selvstændigt rekrutteringsudvalg, eller evt. at udvide begynderudvalget med en gruppe der udelukkende tager sig af rekruttering, så hvis der er nogen af jer medlemmer der kunne tænke sig at deltage i det, hører vi meget gerne fra jer.

Greenfee

Vores indtægter fra greenfee er steget betydeligt i år, hvilket er meget glædeligt, og vi håber at det er ud-tryk for en længerevarende tendens. Vi håber og tror på at det ikke kun er en Corona-effekt, men også en effekt af at flere og flere hører om banen rundt i landet, og får lyst til at komme på besøg og spille på den. Antallet af solgte G5-kort er nogenlunde det samme som sidste år, men da prisen er steget fra 800 til 900 kr. er vores indtægter også steget lidt.

G5 er blevet til G6

Skt. Knuds Golfklub meddelte i september, at de ville træde ud af G5-samarbejdet, og de er nu kommet med i samarbejdet FGO (Fynske Golf Oplevelser). Det blev på den baggrund besluttet at G5-samarbejdet ville søge udvidelse andetsteds, og det har resulteret i, at Blommenslyst Golfklub og Golfklubben Lillebælt er kommet med i samarbejdet, så det nu er G6. I den nye aftale, er det indføjet, at der er en begrænsning på ti spillede runder på hver bane. Det er ikke noget Midtfyns Golfklub har ønsket, men det var der flertal for. Prisen for G6-kortet er 1.000 kr. i 2021.

Golfhæftet

Golfhæftet vokser hele tiden og dækker nu mere end 900 baner i hele Europa, og vi har hvert år mange gæster, som med Golfhæftet spiller her til reduceret greenfee. Husk hvis I vil købe Golfhæftet så at gøre det i klubben da vi modtager en fin provision.

Det sportslige

Elite
I 2020 kom der gang i Eliteudvalget og vi fik etableret et stærkt 1. hold, som rykkede op i 5. division. 2. hol-det spiller igen i 2021 i Kvalifikationsrækken.
Regionshold
Vi har i 2020 haft hele otte hold med i Regionsgolf. Veteran B holdet nåede kvartfinalen, hvor de blev slået ud, men rykkede op i A-rækken. Begge C hold kvartfinalen hvor de mødte hinanden. C2 vandt og gik i semi-finalen hvor de blev slået ud. Der var 2 D hold tilmeldt og de ene fik en flot debut med en andenplads kun få kamppoint fra at gå videre. Der har været en positiv og entusiastisk indstilling fra deltagerne, og vi for-venter at tilmelde flere hold i den kommende sæson.

Kaniner og superkaniner

Kaniner blev nr. 2 i sin gruppe. Der var desværre 2 klubber der trak sig, så det blev en beskeden turnering. Super kaniner vandt deres gruppe og spillede finale mod Svendborg og tabte med et enkelt hul.
Klubmestre
Klubmesterskabet blev afviklet d. 28. september efter at det måtte udsættes på grund af tåge fra d. 21. september. Tilslutningen var god og klubmestrene blev Niklas Gerbild i Herre rækken, Torben Dinesen i Herre Senior, Marius Dinesen i Ungdomsrækken, Judith Mortensen i Damerækken og Ivan Nielsen i Herre Veteran rækken.

Det frivillige arbejde i Midtfyns Golfklub

Det frivillige arbejde er livsnerven i en lille golfklub som Midtfyns, og er den lim der kitter det hele sammen så klubben kan fungere som en helhed. Vi har faktisk ca. 100 frivillige i klubben, dvs. næsten en trediedel af alle medlemmer, og det synes jeg er helt fantastisk, og det er også noget man i andre klubber misunder os. Det frivillige arbejde er en nødvendighed for at vi kan få det hele til at løbe rundt økonomisk, og er afgørende for at vi igen i år kan aflevere et pænt regnskab.
Derudover er det meget givende for klubbens sociale liv, det skaber fællesskab som er vigtigt for at holde på medlemmerne og alle der deltager, om det er den hårdt arbejdende kasserer, eller én der fandt tid til nogle timer på forårets arbejdslørdag, er de alle en del af fællesskabet.
Vi er i MGK så privilegerede, at vi altid kan finde nogen der vil løse en opgave, og alle der har ydet en ind-sats i golfklubben fortjener vores dybtfølte tak.

Midtfyns Golfanlæg A/S

Som det nok er de fleste bekendt, ejes golfbanen af Midtfyns Golfanlæg A/S. Vi har et godt samarbejde, da vi har én fælles interesse i drive og udvikle golfbanen og klubben. A/S’et har netop indgået aftale om leasing af tre nye maskiner til vedligeholdelse af banen. Derudover er de i gang med et projekt med at etablere et banetoilet mellem green på hul 12 og teestedet på hul 15. Det håber vi kan realiseres i løbet af 2021. Bestyrelsen vil gerne takke Midtfyns Golfanlæg A/S for et godt samarbejde i det forløbne år.

Sponsorer

Også vores sponsorer og samarbejdspartnere skal her have en tak for deres medspil i sæson 2020.
Sponsornetværket, som blev startet på initiativ af Niels Larsen sidste år, udvikles stadig, og omfatter nu ca. 20 deltagere.
Tak for i år!
Bestyrelsen:
Anny Hessellund, Anne Mette Nordtorp, Arne Larsen, Kurt Poulsen, Per Germansen, Sten Lunde og Leif Hagelskjær.
Ringe, den 16. november 2020